Lærer? Virkelig?

Når jeg tænker tilbage på de sidste 3 uger, er min hverdag ændret merkant. Fra at arbejde fra kl 7 om morgenen til 22 om aftenen, hvor man brugte kroppen, hedder det nu undervisning fra kl 8.40 -14.20 hvor man bruger hovedet. Måske skulle man mene at det da umuligt kan være hårdere end at arbejde så mange timer om dagen, men jo, det kan det. At bruge hovedet er krævende, hårdt og anderledes end at bruge kroppen. Hovedpinerne har været der og trætheden og ugideligheden har man da også kunne mærke. 

Hvis nogle havde spurgt for bare 4 uger siden om jeg skulle være lærer havde jeg sagt "No way, aldrig i livet" Men nu sidder jeg her. Lokale nr. 204, som studerende på Vordingborg Seminarium. Beslutningen blev taget fra den ene dag til den anden. Mange i lokalet har altid ville dette, har altid ville undervise, elsker børn, vil ændre folkeskolen, mens jeg sidder her på en wild card og egentlig bare prøver at hænge i. Efter et år væk fra skolebænken er det hårdt at være tilbage. især det med at man ikke er færdig når man har fri, men at du også har lektier, studieprodukter osv. Der foretrækker jeg klart arbejdslivet, når du har fri har du fri. Jeg har aldrig set mig selv som lærer, og ved heller ikke om jeg gør det i fremtiden. Jeg har altid ville være betjent, men det er stort set umuligt at blive optaget og de ser helst man har en uddannelse eller noget erhvervserfaring. Min familie er fyldt med lærere. Min far, min farbror, min tante, så er flasket op med at det er en god uddannelse. Nogle ville måske opfatte det som pres men sandheden er at det var rent tilfældigt jeg søgte ind på uddannelsen. Valget stod mellem at tage et sabbatår mere, få en elevplads eller starte på en uddannelse. Personligt ville jeg nok helst de 2 første  men min fornuft sagde at det nok var det sidste der ville være bedst hvis man skulle se fremad. En elevplads eller et arbejde havde været bedre økonomisk da en SU ikke er noget man bliver rig af. En elevplads varer oftest  også kun 2 år, og så havde jeg hurtigere haft noget at falde tilbage på. Men, når det så er sagt så kan jeg jo godt lide børn og ville da blive stolt hvis jeg kunne hjælpe dem med at lære at læse og skrive og regne. At være med til at danne dem og sørge for at de fik gode betingelser for at klare sig gennem livet. Men jeg føler det også som et pres. Er bange for at fejle, ikke at være god nok til at lære fra mig og ikke at klare uddannelsen. Men de sidste 3 uger har åbnet mine øjne. Selvfølgelig skal jeg have det på denne måde, alt andet ville være underligt. Vi går på denne uddannelse for at lære, og lære at lære fra os. I starten syntes jeg det hele var meget svært, og har da overvejet at springe fra, men min stædighed tillader mig det simpelthen bare ikke. Nu har jeg valgt dansk som linjefag selvom det egentlig er matematik som jeg brænder for. Havde jeg vidst jeg skulle ind på denne uddannelse havde jeg nok valgt nogle andre fag på HF, bl. a at få taget matematik på B niveau. Men når det nu er sagt så jeg glad for at jeg har valgt dansk. Dog er jeg ikke så sikker på jeg skulle have valgt medielinjen. Jeg fattede intet af programmerne og teknikken har drillet gevaldigt og skaffet en del problemer. Jeg synes at medier er vejen frem i undervisningen, men tvivlede på om det var den retning jeg skulle tage. Jeg er her stadig og det er takket være nogle fantastiske lærer som formår at gøre undervisningen spændende og levende, og på den måde har man mere lyst til at lære. De er klart min motivation her i starten, nu håber jeg bare at lysten til at være her bliver ved..